De bedste True Crime podcasts jeg har hørt i 2019

Jeg eeeelsker podcasts, og er en af dem, som virkelig er blevet bidt af True Crime-trenden, der har floreret de seneste par år!  I takt med at trenden er kommet frem, er der dukket et hav af podcasts op – heriblandt nogle virkelig gode! Her har jeg samlet en liste, med de bedste True Crime podcasts, jeg har hørt i 2019.

#1 – Den Danske Seriemorder

Denne podcasts – som på en måde mere er en slags lydbogs-serie – er et af de nyeste skud på stammen. Den er lavet af tidligere politimand, nu journalist, Sebatian Richelsen og handler om Amagermanden. Udsendelsen giver først og fremmest et overblik over Amagermandens liv og de forfærdelige forbrydelser han er blevet dømt for.

Serien egentlige formål er dog at kaste et kritisk blik på en række uopklarede danske drabssager, for at undersøge om Amagermanden kunne stå bag nogle, ingen eller alle af disse sager. Podcasten er super medrivende selvom den har et lidt sjovt og “oplæsende” format. Den kan helt sikkert anbefales at lytte til, men jeg vil lige tilføje, at den ikke er for sarte sjæle!

Kan høres på Mofibo.

#2 – Dobbeltmordet

Podcasten om dobbeltmordet er egentlig fra 2017, men af en eller anden grund er jeg først faldet over den i år. Den handler, som navnet indikerer, om det bizarre dobbeltmord på Peter Bangs Vej i 1948. Her blev ægteparret Inger og Wilhelm Jacobsen fundet dræbt under mystiske omstændigheder. Drabet har, gennem tiden, ansporet et hav af teorier og det er netop alle disse teorier, som podcasten lægger frem for lytteren. De snørklede teorier og komplicerede tidslinjer kræver af og til en smule koncentration, og podcasten er derfor ikke en af dem, man lige hører på cyklen på vej til arbejde.

Kan høres i DR’s podcastapp eller hvor du normalt finder dine podcasts.

#3 – Et Langsomt Mord

Denne podcast fik mig helt ud på kanten af stolen! Den bliver fortalt af Adrian, en ung mand som har sat sig for, at opklare drabet på sin far i 1991. Adrians kommer vidt og bredt omkring i det belastede miljø som hans far befandt sig i, og konfronterer fortiden med alle dens skæve eksistenser på en meget autentisk måde. Podcasten er både nervepirrende, men på mange måder også rørende og nærmest livsfilosofisk.

Kan høres i DR’s podcastapp eller hvor du normalt finder dine podcasts.

#4 – Det Perfekte Offer Sæson 2

Det perfekte offer er en podcast-serie med i alt to sæsoner. Begge sæsoner tager udgangspunkt i sager, hvor fagligt personale indenfor psykiatrien har forgrebet sig på patienter – ja du læste rigtigt!

Fortællingerne i podcasten er simpelthen så utrolige, at man næsten ikke kan tro det. Ikke mindst fordi, mange af de instanser som bør træde i kraft når den slags forbrydelser sker, fuldstændigt svigter. Podcasten tager udgangspunkt i den personlige fortælling, men Emil Eusebius Jakobsen, som har lavet podcasten for DR, konfronterer også politiet, psykolognævnet og andre instanser, som burde have grebet ind i sagen for længst.

Podcasten startede med i alt 8 afsnit, men i oktober 2019 udkom yderligere 3 afsnit, da der dukkede nye sager og oplysninger op.

Kan høres i DR’s podcastapp eller hvor du normalt finder dine podcasts.

#5 – Stine Geisler – Mordet Uden Ende

Politikens serie på 4 afsnit har taget en lidt anderledes vinkel på 90’ernes mest mystisk mordsag. Hvis man ikke kender til sagen, kan man med fordel starte med at høre podcasten om Amagermanden, hvor afsnit 5 gennemgår selve sagen. Denne podcast er nemlig ikke en krimi-agtig gennemgang af sagen, men nærmere et portræt af personen og mennesker Stine Geisler. I serien hører vi fra Stines barndomsven, som fortæller om deres fælles drømme for fremtiden, man hører om Stines baggrund og liv og som noget helt nyt får man perspektivet fra den journalist, som i en kort periode var mistænkt i forbindelse med drabet.

Podcastserien er i fire dele og man skal være medlem af Politiken for at høre de to sidste afsnit.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top